For første gang i mange år har jeg nydt flere måneder i træk, hvor jeg ikke har haft nogen officielle forpligtelser (eller haft dårlig samvittighed over manglen på samme), og det har gjort mig rigtig godt. 

Jul i hjemmet

Julen er en af de bedste tider på året, synes jeg. Selvom december er mørk og kold (eller i det mindste regnfuld her i København), så varmer al pynten og lyset. Men at skulle stå for at afholde juleaften er langt fra fred og idyl. 

Det er anden gang, min kæreste og jeg skal være værter for juleaften. Første gang var mere af nødt end af lyst, men det var en hyggelig aften, hvor begge familier var glade for at være samlet. Denne gang har vi selv tilbudt at lægge hus til herlighederne, og det føles hurtigt mere forpligtende. 

Efter jeg fik en standby-plads i jobcentret, gik jeg all-in på juleforberedelse. Der blev planlagt oprydning, rengøring, madlavning, borddækning og så videre. Men i hele processen lærte min kæreste og jeg, at vi forbereder os meget forskelligt til sådan en begivenhed. Jeg går i gang i så god tid som muligt, allerhelst en måned eller to i forvejen, mens min kæreste går i gang en uge inden.

Sikke et cirkus vi endte ud med den 23. december. Det gjorde det bestemt heller ikke mindre stressende, at jeg selv havde rund fødselsdag i den sidste uge op til jul. I de efterfølgende dage tænkte jeg, at vi aldrig kommer til at være værter for juleaften igen, men ovenpå en forlænget ferie, hvor tempoet blev sat helt ned, kunne jeg alligevel ikke helt lade være med at begynde at planlægge den juleaften hos os. 

Identitetskrise

Da hverdagen igen meldte sig på banen, ramte den nye virkelighed mig. Uanset hvad der kommer til at ske i jobcentret, vil det være starten på et nyt kapitel. Jeg ved ikke hvilken fremtid, der er mig i vente, og det begynder jeg godt at kunne mærke. 

Jeg har nu fået tid og ro til ar finde mig selv, men jeg aner ikke hvor jeg skal fokusere mine kræfter. Jeg vil nødig gå i gang med et projekt, for så at finde ud af, at jeg ikke kan afslutte det, fordi jeg skal møde fast i jobcentret igen. Samtidig er jeg så småt begyndt at få mere energi, som jeg ikke altid ved, hvor jeg skal gøre af. 

Heldigvis har vi gode naboer, som vi ser oftere, og det rigtig hyggeligt. Det er helt klart lettere for mig at være social, når jeg ikke skal forlade matriklen. Energien bliver kun brugt på de gode, sociale relationer, og ikke på logistik.

Jeg har også anskaffet mig et aktivitetsur, så jeg kan holde øje med, hvor meget jeg går. Mit mål for daglige skridt er kun sat til 3.000, hvilket jeg kan komme op på, selvom jeg kun er i hjemmet. At nå målet er det mest motiverende for mig. 

Det er dog ikke startet på bedste vis, da jeg lige har været syg med covid-19 i to uger. Heldigvis har vaccinerne nok gjort sin del og skånet mine lunger, så det har ikke føltes lige så træls, som når jeg har influenza. For når det gør ondt at grine, så er livet bare ikke særlig sjovt!