Her kan du læse om skizotypi og mine erfaringer fra behandlingsforløb, kontakt med jobcentret og et liv med en psykisk diagnose.

Diagnosen

Skizotypisk sindslidelse (forkortes skizotypi) er en psykisk lidelse, som hører til spektret af personlighedsforstyrrelser. Den deler mange symptomer med skizofreni, og den største forskel er måske, at skizotypi ikke har længerevarende og voldsomme psykoser.

“Når man har skizotypi, har man som regel svært ved sociale relationer og følelser. Man mistolker ofte signaler og har svært ved at sortere i sanseindtryk. Og man grubler over ting, som andre tager for givet, og endevender og kulegraver alting. Skizotypi er en lettere form for skizofreni.”

^{Kilde: Skizotypi | Psykiatrifonden 2022}

Der findes mange forskellige psykiske diagnoser, og der er mange symptomer, som overlapper hinanden. I sidste ende har det en indflydelse, om man selv føler, man kan genkende sig i sin diagnose. Det er nødvendigt for at få mest muligt ud af et behandlingsforløb.

Hvordan fandt jeg ud af, at noget var anderledes?

For mig var det tankemylderet, der blev udslagsgivende for, at jeg søgte hjælp. Jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst – heller ikke ting, der ellers interesserede mig. Selvom jeg var vågen, kunne jeg bruge en hel dag på at være i mit eget hoved uden helt at erindre hvad jeg havde foretaget imens.

Jeg isolerede mig enormt meget, for jeg var bange for, at mit kropssprog fortalte omverdenen, at jeg slet ikke var til stede, men at jeg befandt lidt i en indre verden. Jeg mistede tidsfornemmelse og fornemmelsen for mine egne behov som at spise og gå på toilettet.

Hvad fik jeg ud af mit behandlingsforløb?

At møde andre med lignende udfordringer var og er stadig den mest indflydelsesrige del af mit behandlingsforløb. Blandt deltagerne i psykoedukation mødte jeg blikke, som virkelig genkendte min situation (og omvendt).

Det var ikke én til én sammenligneligt, men der var en grundlæggende forståelse for, at man oplevede nogle ting, som slet ikke føltes naturlige, men som var naturlige for os. Det var en forståelse, som man meget sjældent møder fra nogen, som ikke selv har været i gennem lignende udfordringer (og at prøve at stå på sidelinjen kan desværre ikke sammenlignes).

Jeg har selvfølgelig også fået en grundlæggende viden om diagnosen skizotypi, men behandlingen handler i høj grad om én selv, ens udfordringer og hvordan man takler disse.

Hvad var det sværeste i mit behandlingsforløb?

For at få så meget ud af behandlingen som muligt kræver det, at man er utrolig ærlig overfor sig selv og sin behandler. Den første del er klart den sværeste.

Der er mange ting, som jeg først rigtig har forholdt mig til efter mine 2 år i behandling var afsluttet. Første skridt er at anerkende tingene overfor sig selv. Før anerkendelsen kan man ikke dele det med andre, i hvert fald ikke på en behandlingsmæssig brugbar måde.

Næste skridt er at dele det med nogen. Uanset hvem jeg taler med, så var og er den største frygt, at det bliver negligeret, gjort ligegyldigt eller henkastet som noget helt normalt, når jeg udmærket godt ved, at det ikke er det. Samtidig er det også meget svært at håndtere, hvis lytteren selv bliver meget påvirket af det og måske omtaler det lidt som om det er verdens undergang. Ingen sagde, det skulle være nemt.

Det hårdeste ved at lære at leve med skizotypi var for mig at gennemanalysere hver enkelt tanke og hver enkelt ting jeg gjorde. I mit forløb i jobcentret har jeg virkelig nærstuderet mig selv for at forstå, hvornår jeg kan presse mig selv, og hvornår jeg skal sige stop. Det er er utrolig omfattende, især når man i forvejen overtænker alt muligt.

Disse ting er først rigtig gået op for mig efter behandlingsforløbet.

Mit bedste råd til behandling

Tag imod den behandling, der findes. Psykoser og psykoselignende diagnoser hos 18- til 35-årige i Region Hovedstaden behandles i OPUS. Det er et specialiseret tilbud og de har betydelig mere erfaring indenfor området end andre dele af psykiatrien.

Behandlingen ad skizotypi består primært af samtaler med en fast kontaktperson (og medicin, hvis det ønskes), men der tilbydes også psykoedukation. Her lærer man om sygdommen og møder andre med samme diagnose. Derudover afholdes der pårørendeaften, hvor ens nærmeste (eller dem man ønsker) kan deltage. Man er ikke selv tilstede, og det er specifikt målrettet pårørende.

Kommunikation

Først efter mit toårige behandlingsforløb i OPUS var afsluttet, blev jeg bevidst om, at det betyder meget for mig, hvordan kommunikationen med en kontaktperson er.

Personligt har jeg brug for, at der er plads til humor og grin. Jeg synes det gør stemningen lettere, og jeg har derfor nemmere ved at åbne op og tale om de svære og nærgående ting. Det giver mig en tryghedsfornemmelse, måske fordi jeg føler, at personen overfor mig er godt selskab og ikke bare en behandler på arbejde.

Hvordan lever jeg med skizotypi i dag?

Efter 15 år med symptomer anerkendte jeg endelig, at jeg aldrig rigtig er alene. Jeg har en ekstra person med mig, som kun jeg kan se og høre. Hun er lidt en bitchy udgave af mig selv, som skuler ud på verden med et tilhørende nedladende kommentarspor. Hun overtager mig ikke, men hun kan være svær at ignorere. Det er blevet lidt lettere at fortælle om hende (selvom det ikke sker tit), men hun hader det og føler det som et svigt.

Som 30-årig fik jeg tilkendt en førtidspension. Da jeg sjældent skal ud af døren til vigtige gøremål, hvor andre afhænger af mig, føler jeg mig ikke lige så presset og ængstelig som tidligere. Det påvirker mængden af tankemylder til det bedre, så jeg kan fokusere mere på hverdagen (og holde bitchy-mig lidt på afstand).

Jeg har ikke den perfekte tilværelse, men jeg har en hverdag, hvor jeg står ud af sengen, jeg snakker og griner og jeg deltager aktivt i hjemmet, hvilket jeg ikke har kunnet tidligere.

Du kan følge med i min hverdag med skizotypi ved at tage et kig i journalen.