Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad næste skridt i livet bringer – men jeg må vente længere tid på det, for jobcentret har ikke haft styr på min sag.

Afventende videresendelse

I både december, januar og marts fik jeg af vide, at den forberedende del til at ansøge om førtidspension var færdiglavet og sendt afsted til rehabiliteringsteamet. Det tog åbenbart lang tid at få en indkaldelse, fordi der skulle være mange syge borgere.

Heldigvis har jeg en sød nabo, der arbejder på jobcentret, som fortalte, at det ikke gav mening, at jeg skulle vente flere måneder på en indkaldelse. Der gik normalt 1-2 uger.

Da min sagsbehandler blev ved at sige, at min sag var sendt videre, og at hun derfor ikke kunne gøre mere, kontaktede jeg selv til rehabiliteringsteamet. De var meget chokerede, da jeg fortalte om mit sagsforløb. Min sag var blevet trods alt blevet åbnet hos dem, men de havde aldrig modtaget nogen dokumenter fra min sagsbehandler eller andre.

Det viste sig, at den eksterne sagsbehandler, der havde sammensat min sag i den forberedende del, var stoppet, og der var ingen, som havde overtaget sagen. Den var aldrig blevet videresendt, så min egen sagsbehandler havde løjet for mig i flere måneder.

Goodbye standby

Jeg mødte min tidligere vejleder, som jeg har det rigtig godt med, på jobcentret, og hun anbefalede, at vi genoptog vores samtaler. Så ville hun nemlig få adgang til min sag igen og kunne følge op på, at min sag kommer videre i systemet.

Jeg synes det var svært at opgive standby-pladsen, men jeg har endnu sværere ved at stole på min sagsbehandlers ord efter så mange måneders løgne – og til hvilket formål? Så nu er jeg i gang igen med et individuelt forløb. Det er heldigvis kun hver anden uge, og vekslende mellem fysisk fremmøde og telefonisk kontakt.

Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg have kontaktet rehabiliteringsteamet allerede efter 1 måned. Da min lægeattest blev forældet efter 6 måneder, skal jeg nu til lægen igen for at få præcis det samme dokument – og der er desværre 2 måneders ventetid for sådan en samtale. Så det var lige 6 måneders ventetid på ingenting. Øv.

Personlig udvikling

Selvom jeg har stresset meget over mit sagsforløb (og været godt arrig!), så begynder jeg at opleve nogle små forbedringer i hverdagen.

En af mine gode veninder er blevet gift, og jeg deltog både i polterabend og brylluppet. Jeg var meget nervøs for hvordan jeg ville have det op til og under, men det gik heldigvis rigtig godt. Jeg fandt endda ud af, at jeg ikke var så presset af at kære med metro, som jeg tidligere har været.

Inden polterabend spurgte jeg en af arrangørerne om hvor vi skulle være på dagen, for jeg ville gerne forberede mig mentalt til det. Det var der ingen problemer i, og det gjorde dagen meget lettere for mig. Skånehensyn er aldrig sjove, men jeg var rigtig glad for, at alt gik godt.