Min sag er endelig videresendt til rehabiliteringsteamet. Jeg skal til møde i efteråret, så sommerferien har været uden de store bekymringer.
Der er nu også sagt farvel til min hjemmevejleder. I sidste ende tog det mere energi end det gav, og jeg var bedre til at få ordnet ting i de uger, hvor vi ikke skulle ses.
Open Air-koncerter
Tidligere har jeg haft det svært med indendørskoncerter. Jeg er ikke klaustrofobisk, men de høje lyde og mange mennesker uden god luftudskiftning har alligevel påvirket mig. I år har jeg fået testet mig selv af udendørs.
Min kæreste og jeg havde endagsbilletter til Copenhell, da Kiss spillede sin sidste koncert i Danmark. Det var en fremragende koncert, og det var sjovt at være på festival sammen (selvom vi har mødt hinanden på Roskilde Festival, men det er 9 år siden).
Ugen inden Grøn Koncert spurgte en nabo, om der var nogen, som ville med til Tiøren, og der sagde jeg ja. Vi havde en helt fantastisk dag med god musk, hygge og øl, og jeg kunne næsten ikke gå i fire dage efter, fordi jeg havde hoppet så meget til koncerten med Suspekt.
Aktivitetstracker
Selvom jeg var helt ødelagt i dagene efter Grøn, så er jeg begyndt at kunne gå mere og være mere udholdende end tidligere. Jeg føler ikke, at jeg aktivt har ændret noget, men jeg er begyndt at gå lidt mere.
Det er ikke hver dag, jeg når mit mål på 3.000 skridt, men jeg er begyndt at gå ture oftere med vores nabo, som har hund. Jeg får bevæget mig, hunden bliver luftet, og naboen får selskab på turene – der er gevinst hele vejen rundt. Spontane ture er der også kommet flere af som at gå ud og spise eller tage til et offentligt arrangement.
Aktivitetsniveauet hjælpes nok også på vej af, at jeg i starten af sommeren fik madforgiftning af at spise chips. Det var ikke den sjoveste oplevelse, men heldigvis hurtigt overstået. Jeg har ikke spist nogen chips siden, og jeg håber jeg kan lade være i fremtiden. Af alle mine laster, så var det en af de værre.
Bilferie
I år blev sommerferien tilbragt i Belgien. Min kæreste købte en bil i foråret, og vi har glædet os virkelig meget til vores første bilferie sammen.
Jeg har ikke kørekort, så vi overnattede i Tyskland på vej frem og tilbage. I Belgien boede vi på Bed & Breakfast i Brugge og tog flere endagsture derfra i både bil og med tog.
En af dagene kørte vi langs kysten og endte i Dunkerque i Frankrig, hvor vi spiste crepes. En anden dag var vi i Gent og så Gravensteen, som virkelig kan anbefales. Deres audio-guide er den sjoveste gennemgang af historiske begivenheder (plus lidt ekstra informationer for underholdningens skyld).
Vi nåede også et smut til Vallonien, selvom vi boede i Flandern. Brugge i sig selv var også virkelig smuk og anbefalelsesværdig. Noget af det bedste var, at man følte sig velkommen. Der var ingen, som kiggede skævt til hinanden i gadebilledet, og folk var generelt venlige og imødekommende. Vi var afsted i 14 dage, og jeg kan ikke holde til at være i gang så mange dage i træk, så vi havde på forhånd planlagt nogle hviledage til mig. Det blev dog kun til én, for min kæreste valgte at bruge dagen på at gå så meget, i sine 10 år gamle udtrådte sandaler, at han måtte på krykker resten af ferien. Til gengæld matchede tempo og udholdenhed lidt mere hinandens efterfølgende.
