Pensionisten

Mødet med rehabiliteringsteamet er overstået. I dag er jeg førtidspensionist.

Min kæreste havde taget fri for at tage med til mødet med rehabiliteringsteamet. Jeg var virkelig nervøs, så det var rart at have ham med. Min søde vejleder deltog også som støtte for mig. Hvis resultatet var et nyt forløb i jobcentret, ville hun være den bedste til at forklare mig, hvad der så skulle ske.

Men sådan gik det (heldigvis) ikke. Teamet fortalte hurtigt, at de ville indstille mig til førtidspension.

De havde lagt vægt på, at jeg havde deltaget i al tilgængelig behandling i forhold til min diagnose. Selvom jeg ikke havde mange praktikforløb bag mig, så synes de ikke, at det gav mening, at sende mig ud i noget nyt. Min funktionsnedsættelse og arbejdsevne var allerede grundigt beskrevet ud fra de tidligere forløb.

Der blev også lagt vægt på, hvordan min hverdag hænger sammen. I praktikforløb hang den slet ikke sammen. Jeg blev rådet til at tage kontakt til en hjemmevejleder igen (hvis ikke nu, så i fremtiden). Ellers skulle jeg bare passe på mig selv.

Jeg fik en pjece om den videre proces, blev ønsket held og lykke fremover, og så var mødet slut. Det var på en måde meget uvirkeligt, og jeg kan stadig ikke helt forstå, at det skete.

Et nyt liv er startet, og det blev fejret med bobler (flere gange). Både min kæreste og jeg har været i venteposition i et års tid, så vi var mest af alt bare trætte og lettede, da det hele gik (overraskende hurtigt) igennem.

Nu skal vi til at finde ud af, hvor meget jeg kan klare, så min kæreste kan blive forskånet. Han har virkelig taget nogle seje træk for os begge, så jeg håber vi kan blive mere lige fremadrettet, og at jeg også kan være noget for ham, når han har brug for det.