Den danske nedlukning er ved at forsvinde, og jeg glæder mig ærlig talt ikke til at skulle møde igen. Jeg har nydt at være hjemme, selvom der stadig er mange udfordringer for mig i hverdagen. Med hjælp fra min personlige vejleder har jeg derfor søgt om en hjemmevejleder, som også bevilges gennem socialforvaltningen.

Derudover har jeg været til en indledende vurdering omkring et diagnoseskift, fordi min læge i distriktspsykiatrien mente, at skizotypisk sindslidelse var en forkert diagnose. Det var en hård omgang at komme igennem, fordi jeg ikke var enig med lægen, og hverken jeg eller mine pårørende kunne forstå, hvordan lægen kom til den konklusion (udover at fejlcitere mig i min journals besøgssammendrag).

Min kæreste tog fri fra arbejde for at være med som pårørende under samtalen i psykiatrien, fordi jeg var meget nervøs for, om jeg fik formuleret mine udfordringer og symptomer grundigt nok. Lægen, jeg sad overfor til vurderingen, kunne dog heller ikke forstå idéen bag et diagnoseskift.

Den nye læge var meget dybdegående og havde også kontakt til andre læger, bl.a. lægen fra mit to-årige forløb i OPUS. Så skizotypi blev én gang for alle slået fast, og det er jeg rigtig glad ved, for jeg føler selv, det er den diagnose, der bedst dækker mig, alt taget i betragtning.

Gode vaner varer (forhåbentligt) ved

Sammen med min personlige vejleder har jeg gået ture og handlet lidt ind. Det lyder måske ikke af så meget, men for mig er det store skridt. Jeg har fundet ud af, jeg ikke bliver så svimmel, som jeg er blevet tidligere (en bivirkning af medicin jeg stoppede for 4 år siden).

Det har været enormt hæmmende at føle sig utilpas i trafikken på grund af svimmelhed, og det har været en medvirkende faktor til, at jeg ikke har brudt mig om at være ude alene. Selvom jeg stadig mest kommer ud sammen med andre (min kæreste, vejleder, familie eller en nabo), så er det rart, at jeg har haft energi til det.

Jeg har på en eller anden måde formået at tabe mig. Jeg tror primært det skyldes mindre mængder mad og lidt færre snacks, men det har været fedt, at det er sket naturligt, og jeg har ikke følt, jeg har fravalgt noget lækkert.

Med en krop jeg føler mig bedre tilpas i, har jeg også haft mere lyst til at “vise den frem”. Jeg kan bedre passe mit tøj, og jeg føler mig oftere lidt pæn. Det kommer også til syne i mit humør og mit energiniveau. Jeg har mere mod på flere spontane ting, fordi jeg får lyst og har energi til at gøre mig i stand og tage “rigtigt” tøj på i stedet for løse elastikbukser. Og så har jeg bemærket, at jeg har lettere ved at gå op til 3. (endda også 5.) sal. Jeg bliver ikke ligeså forpustet, og jeg får hurtigere vejret igen. Siden november har jeg vist tabt omkring 5 kg. Selvom min BMI stadig ligger i kategorien svært overvægtig, så er fedtet mest tabt fra mave og ansigt, og det gør underværker for min selvopfattelse. Som barn og ung har jeg været normal- og undervægtig, og jeg kan godt mærke, at jeg stadig ser mig selv sådan. Jeg tvivler på, at min BMI nogensinde kommer derned igen, men hvis jeg bare ikke tager så meget på igen, så er jeg glad.