Sommer 2023

Mange ting er sket henover sommeren. Først skulle der afholdes ferie, så blev der brugt et par uger på hospitalsbesøg, og det hele kulminerede i en operation – dog ikke på mig, men på min kæreste.

Tjekkiet rundt

Årets sommerferie gik til Tjekkiet. Det var en helt fantastisk ferie, og for første gang har jeg prøvet kræfter med noget, der minder om en vandretur. Vi har været rundt i hvad der føles som hele Tjekkiet, både i nord, syd, øst, vest og i midten.

I det østlige Tjekkiet boede vi i Olomouc og var på bjergtur ved den polske grænse. Vi besøgte også i en drypstenshule, et jordfaldshul og en underjordisk flod. På vej mod Prag stoppede vi i Brno for at se lidt på byen og spise frokost. En anden gang kunne vi godt finde på at indlogere os der. I Prag skulle vi se speedway. Det var 12. gang, jeg besøgte byen, så vi havde ikke travlt med at skulle se byen og mødtes derfor med nogle venner, som også skulle ned og se speedway.

Bagefter stoppede vi i Plzen, hvor jeg selvfølgelig skulle have en original Pilsner, inden vi kørte videre til Ceske Budejovice. Her besøgte vi Budvar-bryggeriet og tog på endagsture til bl.a. Cesky Krumlov. Vi forvildede os også ud til Divci Kamen, en gammel ruin, som vist ikke var særlig besøgt, for ruterne var ikke gået særlig godt til. Det var en virkelig sjov oplevelse. På vej hjemad stoppede vi i Karlovy Vary og overnattede i Leipzig, inden vi tog til endnu et speedwayløb i Teterow syd for Rostock. Efter 15 dage på farten, var det rart at komme hjem, for vi var begge trætte og mættede af alle indtrykkene.

Det er helt sikkert ikke sidste gang vi har været rundt i Tjekkiet. Der er en skøn blanding af velbevarede middelalderbyer og flot natur, så det er god blanding til os.

Galdesten og Grøn Koncert

Min kæreste har fået galdesten. Han begyndte at blive påvirket i foråret, men efter vores ferie begyndte han at have ondt på daglig basis i timevis. Midt på sommeren blev han indlagt på hospitalet, hvor de beholdte ham i halvanden uge, fordi han var begyndt at blive gul i huden og øjnene.

Jeg var derfor alene hjemme og skulle klare mig selv. Det har aldrig huet mig at lave mad, og det blev bekræftet. I bund og grund ved jeg godt, at jeg har svært ved at skulle klare mig selv helt på egen hånd, men det var rart at opleve, at jeg godt kan klare mig i nødstilfælde. Men havde jeg været tvunget til at opretholde faste aftaler, havde jeg ikke kunne holde til det.

Da min kæreste blev udskrevet fra hospitalet, havde jeg billetter til Grøn Koncert sammen med min veninde. Vi mødtes med en af hendes bekendte og hans venner, og jeg kan ærlig talt ikke huske hele aftenen. Efter flere ugers opmærksom på kæreste, tog jeg mig friheden til at slå mig lidt løs. Jeg havde dog ikke planlagt, at det skulle blive så voldsomt. Det holder jeg ikke til hvert år, men det var sjovt at genopleve ungdomsfesterne, når det nu bare var for en enkelt dag.

Småprojekter og webinarer

Et par uger inden sin operation startede min kæreste nyt arbejde efter 10 år på sin gamle arbejdsplads. Slutningen af sommeren har derfor været stille og rolig. Jeg har haft lidt mere tid og energi til at få lavet nogle småprojekter bl.a. en billedcollage og en scrapbog. De har været længe undervejs, men jeg er endelig kommet i mål med noget. Idéer har der altid været nok af, men afsluttede projekter er en sjældenhed. Det har været hyggeligt at været lidt kreativ igen.

Jeg er begyndt at melde mig til nogle gratis webinarer fra forskellige udbydere. Det giver mig inspiration til nye projekter, og nogle af dem gør mig også klogere på nye emner. Der findes også kurser med fysisk fremmøde, men jeg ved, at jeg har sværere ved at få gennemført dem, så jeg vil endnu ikke melde mig til dem endnu. Kurserne koster også en del, selvom der kan være tilskud. De gratis webinarer passer derfor rigtig godt til mig for tiden.